Din browser tillader ikke JavaScript og Minvej.dk kræver JavaScript.
MinVej.dk - Depression

Velkommen til MinVej.dk

Basisviden om psyke, sygdom og behandling.
Du kan ikke længere logge på MinVej.dk som bruger, læs mere.

Depression

Kender du det?

  • Det er mandag morgen og du har mest lyst til at blive hjemme under dynen.
  • Du tænker på alle de fejl, du har begået.
  • Du orker ikke at tage ud og handle.

Tristhed er en naturlig del af livet. Det er helt normalt at føle sig nedtrykt af og til. Som regel er der en årsag til tristheden. Og den vil, som alle følelser, gå over igen.

Men tristheden kan også bide sig fast – og måske udvikle sig til en depression, der gør det svært at klare dagligdagen.

 

  • Deprimeret eller trist?
    Deprimeret eller trist?

    Det kan være svært at vurdere om man er almindeligt trist – eller om man har udviklet en egentlig depression.

    Når du ’bare’ er trist kender du ofte også årsagen til din tristhed. Tristheden går typisk over efter nogle dage.

    Bliver du ved med at være nedtrykt i mere end 14 dage – har du ikke rigtigt lyst eller energi til noget – og begynder det at gå ud over din evne til at klare din hverdag – familie, husholdning, børn - arbejde eller skole – så har du måske udviklet en depression og bør gå til din læge.

    Opdateret d. 03.09.2018

  • Depression
    Depression

    Depression er ikke kun en tristhed. Mange oplever også depression som træthed, manglende energi og ligegyldighed.

    Der findes mange former for depression f.eks. vinterdepression og fødselsdepression.

    Udbredelse

    Cirka 15-25 % af alle kvinder og 7-12 % af alle mænd får en behandlingskrævende depression i løbet af livet.

    Man anslår, at omkring 3-5 % af befolkningen lider af en depression.

    Sygdomstegn

    Tegn på depression kan være varig nedtrykthed, nedsat lyst og interesse, mindre energi og øget træthed.

    Ting, som tidligere ville gøre en i godt humør og glad, er nu ligegyldige og tomme.

    Symptomerne skal have stået på i mindst to uger. Man skelner mellem svære, moderate og lettere depressioner.

    Et særligt kendetegn ved depression er, at tristheden er konstant, vedvarende og upåvirkelig af ydre forhold.

    Udredning

    Når din behandler stiller sin diagnose, sker det ud fra det af Sundhedsstyrelsen godkendte ICD-10 indeks. Indekset beskriver, hvilke sygdomstegn, der skal være til stede, for at få diagnosen.

    Man kan også bruge en psykometrisk test. Fx Major Depression Inventory (MDI) eller Hamilton Depression Rating Skala (HDRS).

    Behandling

    Depression behandles typisk med kognitiv adfærdsterapi og/eller antidepressiv medicin. I svære tilfælde af depression bruges ECT.

    Prognose

    Langt de fleste kommer sig efter en depression. Ca. 85 pct. er raske – eller har det markant bedre – efter 6 måneder. Når man har haft en depression, er risikoen for at få en ny depression øget.

    Mere viden

    Læs mere om depression i Patienthåndbogen på Sundhed.dk

    Netværk

    http://depressionsforeningen.dk/

    Opdateret d. 03.09.2018

  • Bipolar lidelse
    Bipolar lidelse

    Når man har en bipolar lidelse vil man skifte mellem episoder, hvor man er manisk - dvs. sygeligt opstemt - og episoder, hvor man er deprimeret.

    Der er forskel fra person til person på, hvor længe den enkelte episode varer - og hvor hyppige skift i humøret, der opstår. 

    Bipolar lidelse kaldes også manio-depressiv sygdom. 

    Udbredelse

    Ca. 1 pct. af danskerne udvikler bipolar lidelse i løbet af deres liv. Sygdommen er arvelig.

    Sygdomstegn

    De typiske symptomer ved mani er:

    • Sygelig opstemthed eller vrede/irritation
    • Ukritisk og uansvarlig adfærd
    • Svær uro
    • Tankeflugt
    • Nedsat søvnbehov
    • Øget seksualdrift

    Mani kan opstå med eller uden tegn på psykose, dvs. forvrænget virkelighedsopfattelse.

    Depression ved bipolar lidelse viser sig ved:

    • Tristhed, håbløshed og endog tab af evnen til at føle noget.
    • Mangel på initiativ og interesse
    • Øget behov for søvn
    • Nedsat appetit
    • Nedsat koncentrationsevne
    • Nedsat selvtillid

    Udredning

    Når din behandler stiller sin diagnose, sker det ud fra det af Sundhedsstyrelsen godkendte ICD-10 indeks. Indekset beskriver, hvilke sygdomstegn, der skal være til stede, for at få diagnosen.

    Lægen stiller diagnosen gennem samtale med den syge person, ved observation og med baggrund i tidligere sygehistorie.

    For at få diagnosen bipolar lidelse skal den syge have oplevet mindst én episode med hypermani eller mani i forbindelse med depression.

    Symptomerne på mani skal have været til stede i mindst en uge.

    Andre årsager til mani

    Mani kan skyldes andre ting, end psykisk sygdom. Symptomer kan også være:

    • Udløst af alkohol eller stoffer. Især brug af amfetamin og andre stoffer, der påvirker nervesystemet, kan ligne mani.
    • En bivirkning af medicinsk behandling.
    • Følge af et for højt stofsskifte.
    • Følge af delirium forårsaget af påvirkning af den syges fysiske helbred, herunder hjernen.

    Behandling

    Bipolar lidelse behandles med medicin og psykoterapi. Ved svær sygdom kan man blive indlagt i døgnpsykiatrien i en periode.

    Prognose

    De fleste patienter kommer sig over den enkelte episode med mani eller depression. Risikoen for nye episoder er dog stor. Medicin kan forebygge tilbagefald.

    Mere viden

    Læs mere om mani og bipolar lidelse i Patienthåndbogen på sundhed.dk

    Netværk

    http://depressionsforeningen.dk/

    Opdateret d. 31.07.2018

Pårørende Leksikon
Luk
Del
  • X
Del

Modtageren får en e-mail med et link til MinVej.dk og den information, du gerne vil dele. Du har mulighed for at tilføje en kort besked.

Din e-mail er sendt. Tak fordi du delte din viden.