Når man lider af panikangst har man korte, men ofte meget voldsomme anfald af angst. Det mærkes fx ved hjertebanken, rysten – eller oplevelsen af ikke at kunne få luft.

PsykInfo-vejlederens tips


Man kan blive så bange for at få endnu et panikanfald, at det kan forhindre en i at gøre de ting, man har lyst til.

Når du er i en situation, der gør dig anspændt og urolig, kan dybe vejrtrækninger hjælpe dig til at bevare roen.

Flyt fokus til dine omgivelser. Du kan fx tælle alle lamper i rummet – eller antallet af biler – eller noget helt tredje. Bare noget i dine omgivelser, som du kan tælle.

Husk – panikanfald føles voldsomme og ubehagelige, men de er ikke farlige.

Værktøjer

PanicRelief er en gratis app med bl.a. en åndedrætsøvelse, der hjælper dig til at genvinde kontrollen, når du har et angstanfald. Den er testet af Mindapps.dk for Psykiatrien i Region Syddanmark.

Mindfulness er i basisversionen en gratis app med øvelser til meditation. Du træner din evne til at være til stede i nuet. Så går du måske ikke så let i panik, når du får et angstanfald. Du kan også bruge de øvelser, som du finder her på MinVej.dk.

PsykInfo-vejlederens tips til pårørende


Under et angstanfald gælder det om at være der, holde i hånden, holde om eller holde afstand –  alt efter, hvad I har aftalt. 

Mind om, at angstanfaldet går over igen og at der ikke er nogen reel fare.

Opdateret d. 03.09.2018