<< Historier
PIA
”Mit arbejde og mine kolleger har været mit frirum. At være sammen med mennesker, der giver mig noget”
Pias mand fik en psykose.
Pia og hendes mand har været gift i en række år, da sygdommen bryder ud. Parret har 3 døtre sammen.
”Det begyndte med to dødsfald i den nærmeste familie", fortæller Pia.
"Martin (navn opdigtet, red.) begyndte at sove dårligt. Han følte sig overvåget. Det var, som om han befandt sig i en glasklokke, og jeg kunne ikke nå ind til ham”.
”Jeg begyndte, at blive bekymret for at være alene med ham – bange for, hvad han kunne finde på at gøre. Jeg følte mig meget alene".
Martin bliver indlagt
Pia ser sig nødsaget til at søge hjælp. ”Jeg vidste, at det her kunne jeg ikke selv håndtere”.
Martin bliver indlagt. Han er imod indlæggelsen.
”Det var forfærdeligt", husker Pia. "Han var vred på mig og oplevede det, som om, jeg var en del af komplottet mod ham”
Medicinen tager tid om at virke. "Ventetiden var ulidelig. Det var forfærdeligt at se ham sådan – uden at kunne gøre noget”.
"Nu er det overstået..."
Martin får det langsomt bedre – og Pia tænker, at nu er det overstået. Alt kan blive som før.
Det går også godt i et stykke tid – så begynder Martin igen at få vrangforestillinger: "Så kunne jeg godt se, at der her, ikke bare var en engangs-forestilling”, fortæller Pia.
”Jeg trak mig socialt. Vi kunne godt levere rammerne – middagen, den gode vin, dugen på bordet – men ikke indholdet, den sociale ping-pong”.
”Jeg var længe den, der glattede ud overfor omgivelserne – og forsøgte at holde fast i facaden – den lykkelige familie. Vendepunktet kom, da jeg kom i terapi. Jeg begyndte at føle efter: For hvis skyld gjorde jeg egentlig det her?"
Pia vælger til sidst at forlade Martin, også af hensynet til parrets tre døtre.
”Det værste er, at jeg har mistet ham", slutter hun. Jeg føler sygdommen har invalideret ham psykisk og emotionelt. Han er en anden”.
